Teateranmeldelse: 6 ud af 6 stjerner

De glemte børn på Gamle Scene på Det Kongelige Teater – er en vidunderlig smuk forestilling.  Poetisk, rørende, vigtig og så livfuld, som kun børn fra hjertet kan gøre det – vel guidet af fantastisk scenografi, koreografi, fortælling og hjerteblod. For hvad er vi uden ungdom og hvad er vi uden kunst  – kunst i sin stærkeste form. Nationalscenen kan noget som andre ikke kan, idet de har en hel hær af landet bedste børne balletdansere med sig, og på scenen skinner de alle. Om så de spiller døde glemte børn i dybet. Et emne som er utroligt modigt at tage op, for småfolket helt ned til 4 år. Et vigtigt emne, for kærlighed, såvel som angsten ved at miste os selv i det glemte, rummer vi alle. Hjerteblod er det, der bær forestillingens historie. En historie, der i sig selv, fortæller om livet vigtighed i at blive set, rummet og elsket – og det at holde sammen, at spille sammen, er det der gør os stærkest – det der får hjertet til at slå livfuldt.

På scenen,  som er så smuk i sit samspil af farver, billeder, lyd og toner –  følger man en balletpige, der efter skoletid i sin iver for at blive bedre, blive betragtet af en pige, en død pige på den anden sige af spejlet. Hun inviteres nu med ned i underverdenen, hvor en masse glemte døde børn, danser trøstesløse danse – og holdes fanget af frøken Mester. Musene spiller på loftet og fortæller historien, og kattene jager os alle. Men børnene holder sammen, for alene kan den levende balletpige ikke hjælpe, og sammen finder de nøglen til hjertets skatkiste – og ren magi opstår – da skrinet åbnes og der ud af æsken danser 9 bittesmå blodrøde hjerter – jeg dåner.

Efter 50 minutter  var eventyret omme, og det var tydeligt at børnene gerne ville have mere – fordi det var så godt.  Må I genopsætte den og må der komme masser af børn og voksne i salen og frydefuldt klappe til deres hænder gør ondt.

Vi har valgt at give De glemte børn 6 ud af 6 stjerne fordi alle på scenen lyste af danseglæde, talent, fortællelyst, og eventyrlighed. Fordi historien i al enkelthed, samt kompleksitet blev fortalt med poesi, finurlighed og en renhed-  der dermed gør sig til en klassiker.

Hvis vi skal sige noget dårligt, så bliver det heller ikke om musikken –  som selvom den var båndet – jo også viser teaterfagets udfordringer økonomisk – men samtidigt var forestillingen så mættet et overflødighedshorn, med cremen af dansk ungdom på scenen, i et samspil med absolutte professionelle ildsjæle og teatermagiskabere.

 

Tusindvis af tak til hele holdet.

Gregory Dean: Koreografi
Kim Fupz Aakeson: Libretto
Gregory Dean, Frederik Andreas Nielsen og Mikkel Bruhn: Scenografi
Gregory Dean og Rikke Korfix: Kostumer
Thomas Bek Jensen: Lysdesign
Musik: Matias Vestergård, efter Franz Schubert