Tivolis Koncertsal, premiere 26. februar 2026
⭐⭐⭐☆☆ (3 stjerner)
Hvis man køber billet til DEN ENESTE ENE – THE MUSICAL i Tivolis Koncertsal med en forventning om at genopleve den søde humor og varme, som mange husker fra filmen af Susanne Bier og Kim Fupz Aakeson, er man gået en smule forkert i byen.
Forestillingen er – som angivet i titlen – først og fremmest en musical. Det er det musikalske, sangene og dansene, der sætter hovedpræget. Den hårdtpumpede energi i de store ensemble-numre og genhøret med 90’er-hits som “Don’t Look for Love” og Thomas Helmigs “The One and Only” udgør forestillingens egentlige kerne. Her fungerer det som rendyrket musicalshow i ordets bedste forstand.
Scenografien, skabt af Camilla Bjørnvad, er minimalistisk og technopræget: En stor grå flade med døre, vinduer og skuffer, der trækkes ud og skubbes ind i de forskellige scener. Hele fladen illumineres i vekslende rytmer af lysdesignet fra Mathias Hersland. Modernistisk og uden meget pjat. Det er musikken, dansene og sangene, det hele bæres af.
Optakterne, der viser det fortravlede hverdagsliv – gråt i gråt – skaber en fin stemning. Dansenumrene er til gengæld for fuld knald med blondiner i skiftevis sexede varietékostumer og kjoler à la 50’erne, side om side med travle håndværkere i overalls. Budskabet er klart: Hverdagslivet handler i praksis ret så meget om god håndværkersex, mens kærligheden har trange kår. Og dog – den sejrer selvfølgelig til sidst.
Det dramatiske element, spillet mellem de forskellige personer, står mindre stærkt. Den intense dynamik mellem rolleindehaverne, som var så central i filmen, træder i baggrunden. Mange dialoger virker flade og uden liv. Mimikken er nu og da stiv.
De ikoniske replikker – herunder varevognsscenen og “Det bar’ ærgerligt, Sonnyboy” – strøs ud over forestillingen og fremkalder næsten automatreaktion med højlydt latter hos publikum. Men ofte virker det, som om de blot leveres. Der er ikke rigtigt plads til dem i denne showudgave. Og måske kender vi dem allerede for godt.
I hovedrollen som Sus får Merete Damgaard Mærkedahl ikke helt figuren til at leve. Hun har vist større spændvidde i andre sammenhænge.
Køkkenmontøren Niller spilles overbevisende af Magnus Haugaard – ikke mindst i scenerne med adoptivdatteren Mgala, hvor der opstår ægte varme.
Stanley Bakar spiller Sonny som en italiensk egocentreret machomand i næsten hyperitaliensk stil – tydeligt karikeret. Niclas Kølpin er morsom og mere afdæmpet som Knud, med en autentisk og varm humor. Sofie Jo Kaufmanas finder selvironisk energi i Stella, mens Ulla Vejlby som Mulle ikke helt bliver en levende figur.
Det er, som om forestillingen spiller sig op i løbet af aftenen. Før pausen fremstår især replikscenerne stive, men efter pausen kommer der mere varme og liv i karaktererne, og de afsluttende scener løftes.
Samlet set er DEN ENESTE ENE – THE MUSICAL en flot produceret musical med energi og visuel styrke – men med mindre dramatisk dybde end forlægget.
