Anmeldelse skrevet af Sam Fleischer
Jakob Martin Strids store tegneseriebog ”Den fantastiske bus” er nu iscenesat og blevet til et uforligneligt og stærkt manglet teaterstykke opført på Skuespilhuset. Handlingen er, let skitseret, følgende:
I Anstarr City skal de hjemmebyggede huse ved havnen rives ned for at gøre plads til højhuse. Helt ligesom i det højhastighedssamfund, børn og voksne nu lever i, hvor følelsen af at være hjemme hele tiden rives ned om ørerne på os. Særlig slemt er det for Fru Fribys søn Timo, som er syg af den forurenede luft i Anstarr City. Tænk blot på New Delhi i dag.
Personerne er alle dyr i Strids børnetegneserie. Det lykkes fint skuespillerne at bære hver enkelt figur frem i forreste række med den enkelte figurs særlige karakteristika.
Omdrejningspunktet i teaterstykket er løven og botanikeren Tolstoj, som i sin ungdom på universitetet mødte ingeniøren Pierre. Sammen gjorde den helt livsvigtige opdagelse, at nogle planter voksede hurtigere og bedre, hvis de udsættes for bestemte toner. Det gælder især den helbredende safran-lilje, som Tolstoj og Lucas og Pierre i sin tid var på en ekspedition for at finde. Man havde anset denne plante for at være uddød. Denne blomst kan helbrede enhver sygdom, og nogle bestemte toner kan få alle safran-liljer til at blomstre samtidig. Deres støv vil da bredes globalt og helbrede alt.
Det er godt set af Jakob Martin Strid, for det er den for alle mennesker gældende musikalitet han her peger på som en slags fælles motor i menneskehedens fremdrift.
Alle nu går i gang med at hjælpe.
Løsningen findes i at man bygger en bus, som ved hjælp af nogle glemte kraftige Phantom-8-jetmotorer, bringes til at kunne flyve. Disse motorer blev brugt i to luftskibe på en mislykket ekspedition 25 år tidligere. Siden da har der været en krig, og en atomkrig, og i stykkets nutid er internettet for længst brudt sammen.
På den måde forholder stykket sig til det analoge verdensbillede, som var her før internettet, som børn af i dag vokser op med. Spørgsmålet om Gud (eller guderne) findes, forholder stykket sig også til. Uden at komme med et skråsikkert svar. Det er personernes handlinger, der er sikre. Dyrene tror politiet vil forhindre dem i at forlade Anstarr City, men i stedet kommer politiet til hjælp. Der er altså håb at spore over hele linjen.
Straks bussen er bygget går rejsen over Nordpolen mod sagnlandet Balanka, safran-liljens land. På vejen mod nordpolen får man hjælp af samojederne. En god lejlighed til at fortælle sit barn om samojederne. Slå det op.
En diktator står i vejen for at nå frem til Balanka. Hos ham er det forbudt at fejre fødselsdag. Det gælder dog ikke ham selv. Han fejrer sin fødselsdag hver dag.
Endelig når de frem til Balanka, hvor de møder ingeniøren Pierre, som de troede blev mistet på ekspeditionen 25 år før. – Der er en fin sindsåbnende iagttagelse af, hvad det betyder når man kommer udenfor jordklodens rum. For dér findes jo ikke noget syd for sydpolen. Stykket indbyder dermed til at tale med sit barn om moderne kosmologi.
I det hele taget er det skræddersyet til at blive set sammen af børn og de forældre som ikke så tit ser deres børn. Det henvender sig til børn og voksne på to planer, så man har virkelig noget at tale om med sit barn, når man har set stykket sammen.
Stykket bør blive en klassiker. Og jeg er sikker på at det vil få mange flere til at gå i teatret. Det vækker følelsen af nærvær.
Stykkets genialitet er som sagt at det får os til at koncentrere os om musikaliteten mellem alle mennesker. Børn som voksne, præsidenter som menige.
Skuespilpræstationerne er uforlignelige. Spir (spillet af Jonathan Bergholdt Jørgensen) er fremme og formår at holde tempoet, hvilket ikke er ubetinget let. Alle andre dyr får på bedste måde plads til at spille deres særlige og uundværlige karakteristika frem. Og der gives frugtbar plads til dem.
For mig trækkes der tråde tilbage til Schades ”Mennesker mødes og sød musik opstår” og ikke mindst til Kjeld Abells krisestykke ”Melodien der blev væk” fra 1935. Et stykke der overlevede anden verdenskrig, ved dets musikalitet. Den fantastiske bus husker os på at vi mennesker jo dybest set alle, og hver for sig, er en lille melodifigur i det umådelige univers.
Det er et teaterstykke som enhver bør gå ind og se. Det fremkalder livsglæden i en lidt vanskelig tid.
Og frem for alt viser det os glæden ved at gå i teatret frem for at se på en skærm. Levende mennesker på scenen. Der befinder vi os alle i virkeligheden.
Sam Fleischer
🎭 Fakta
Forestilling: Den fantastiske Bus
Sted: Skuespilhuset
Forfatter: Jakob Martin Strid
Instruktion: Anastasia Holst Nørlund
Medvirkende:
Karla Rosendahl – Taku
Jonathan Bergholdt Jørgensen – Spir
Carla Eleonora Feigenberg – Silja
Lucas – Militærmand, nu alkoholiseret
Sara Fanta Traoré – Charlie
Mads Rømer Brolin-Tani – Tolstoj
Alvin Olid Bursøe – Jackson
Morten Brown – Dion, Takus far
Kitt Maiken Mortensen – Fru Friby
Camilla Bang – Musiker
Anmelder: Sam Fleischer
