På Folketeatrets scene Hippodromen har forestillingen Farvel netop haft repremiere. Den er produceret af Nørregaards Teater og BaggårdTeatret og er en unik, musikbåret teaterkoncert for børn fra 7 år. Her smelter koncert, abstrakt teater og visuel fortælling sammen i en klar struktur – hvilket også afspejles i, at forestillingen ved Årets Reumert 2025 modtog prisen for bedste børne- og ungdomsforestilling.
Farvel tager publikum med på en rutsjebanetur af følelser, hvor der siges farvel til både det små og det store: farvel rokketand, farvel ensomhed, farvel barndom – men også farvel dumme følelser, farvel til det der er svært og farvel til at føle mig forkert i mig selv. Det er fortællinger om at give slip – fra det lette til det svære – og en fin påmindelse om, at afsked ikke kun er et punktum, men også en begyndelse.
På scenen står fire performere – Olivia Francisca Fevel Borgels, Jens Andersen, Sune Skuldbøl Vraa og Karen Duelund Guastavino – som ikke bare er dygtige musikere, men også stærke ensemble-spillere. De løfter hinanden, skifter ubesværet mellem roller og instrumenter og skaber en levende og sammenspillet scenisk energi.Scenografien af Carsten Wittrock er enkel, men effektfuld med kufferter som bærere af forestillingens temaer. Kostumerne, skabt af Elsebeth Hede Jensen, spiller en særlig rolle: de oversize, farverige jakkesæt skaber ikke bare et visuelt udtryk, men også en kropslig fornemmelse af noget ubehageligt, der ikke passer til én – en følelse af at være forkert der også mærkes i den dunkle scenografi.
Der ligger en genkendelig uro i det, som når et barn får at vide, at det er blevet for stort til noget trygt, bamsen og den skal pakkes væk alt for tidligt. Ensomheden og forkert heden mærkes.Lyssætningen af Thomas Dam Jensen (i samarbejde med Nils P. Munk) understøtter stemningerne flot og er med til at løfte de følelsesmæssige skift i forestillingen.
Musikken er en central drivkraft og en af forestillingens største styrker. Den er komponeret af Nils P. Munk, Sune Skuldbøl Vraa, Jens Andersen og Jesper Thestrup. Det er en musikforestilling, hvor de fire på scenen spiller og synger imponerende godt og håndterer og roterer mellem et væld af instrumenter. Samtidig er det stærkt, at musikken ikke bare er stemning, men også bærer temaer og fortælling. Et eksempel er historien om pigen, der bliver mobbet, men finder styrke ved modigt at kaste sig ud i at være trommeslager og forsøger at skrive en sang om sine følelser – kun for at møde en overfladisk og dømmende familie. Her får både et kakofonisk univers af talen nedsættende, men også musikken virkelig lov til at fortælle det, følelserne ikke altid kan rumme. Desværre var lyden til tider så høj, at vi var flere der måtte holde os for ørerne, og teksten ikke altid stod klart.
Det er ærgerligt i en forestilling, hvor netop ordene er så vigtige.En enkelt ting skabte også eftertanke: den såkaldte “hold kæft”-sang. Den fungerer som et stærkt og genkendeligt udtryk for frustration, når grænsen er nået. Samtidig kan man ønske, at en forestilling, der ellers tager børns følelser alvorligt, også gav plads til endnu flere nuancerede ord for det, der ligger bag.
Når det er sagt, var det en virkelig fed sang – og den fungerede tydeligt som et klimaks i forestillingen. Netop fordi grænsen blev nået, skabte den en stærk forløsning i det, der fulgte efter. Samtidig kan den også ses som en bevidst hyldest til rockgenren.Efter forestillingen åbner et kunstnerisk laboratorium udviklet i samarbejde med Michael Hansen, hvor børn og voksne kan udforske temaerne gennem kreativ leg. I dette tilfælde med et farvel træ, hvor børn heder kunne sætte ord på deres følelser og hænge dem på træet.. Det er en virkelig fin forlængelse, som giver oplevelsen tid til at bundfælde sig.
Alt i alt er Farvel en rørende og visuelt stærk forestilling med en klar kunstnerisk retning. Den rammer både børn og unge og efterlader publikum med både uro og forløsning – præcis som en god afsked skal.⭐️⭐️⭐️⭐️☆☆
