Anmeldelse: Meter i sekundet
⭐️⭐️⭐️⭐️ (4 stjerner ud af 6 )Bemærkning: Forestillingen henvender sig primært til voksne og egner sig bedst som en teateroplevelse uden børn.*
Teaterforestillingen Meter i sekundet af Stine Pilgaard havde premiere lørdag den 31. januar på Folketeatret i København.
Når man som jeg både har læst romanen og set filmatiseringen, sidder man naturligt med en vis spænding: Kan teaterudgaven leve op til de tidligere oplevelser? Det vil jeg mene, at den i høj grad kan. Det er en varm, humoristisk og meget velspillet forestilling, som dog ikke helt når de højder, hvor man går hjem rystet eller dybt eksistentielt berørt – og derfor lander den på fire stjerner.
Scenografien er smuk og enkel. Et vesterhavssceneri med et par træsilhuetter mod en gråblå himmel med lette skyer, indrammet af en mørk bue, som umærkeligt fremkalder en ubestemt stemning af både dag og nat – lys bag mørke. Dette scenebillede fastholdes under hele forestillingen, mens skiftene i handlingen foregår med mindre justeringer i inventar og nye personer på scenen. En let og glidende afvikling, som i al sin enkelhed fungerer virkelig godt.
Hovedpersonen er flyttet fra storbyen til Vestjylland som ”påhæng”, fordi hendes kæreste skal være højskolelærer. Parret har en lille baby, som kræver moderens tilstedeværelse – og nattesøvn. Hverdagen er præget af bleskift, manglende søvn og følelsen af at stå udenfor – både socialt og geografisk.
Stykket rummer flere temaer. Først og fremmest kulturmødet mellem den impulsive, talende og følelsesåbne bybo og de mere reserverede vestjyder, hvor sætningerne er korte, pauserne lange, og følelser helst ikke italesættes. Det giver anledning til mange småpinlige og meget genkendelige situationer, båret af lavmælt humor. Som hovedpersonen selv formulerer det: “Høflighed gør mig paranoid. Man aner jo ikke, hvad der ligger på den anden side af sådan et bjerg.” Fremmedfølelsen dominerer – men hele tiden krydret med varme.
Et andet tema er livet på en højskole set fra sidelinjen: at være den medfølgende partner, mens kæresten er beundret og tilbedt af eleverne – ikke mindst de kvindelige. Hertil kommer trivialiteten i livet som hjemmegående småbørnsmor, hvor dagene kan føles både gentagende og meningssøgende.
Hovedpersonen minder i sin grundtone om en søster til Maren Uthaugs let selvironiske, småmelankolske og misantropiske univers. En slags sursød hverdagsrealisme, garneret med brevkassefilosofi, varm humor og en række fine sangnumre. Der er ingen ondskab i stykket – livet er bare svært.
Karla Rosendahl spiller hovedrollen overbevisende, autentisk og sikkert. Hun er sjov, energisk og samtidig sårbar, og man er med hende hele vejen. De øvrige roller lever i høj grad op til deres karakterer. Særligt Pernille Schrøder gør indtryk som den energiske og lettere gesjæftige kvindelige højskoleforstander – grænsende til det irriterende, men med hjertet på rette sted. Hun optræder desuden i flere biroller, blandt andet som dagplejemor og køresagkyndig.
Det er netop højskoleforstanderinden, der støtter hovedpersonen og skaffer hende jobbet som brevkasseredaktør. Dette job bliver et vigtigt vendepunkt i forestillingen. Som brevkasseorakel stilles hun over for mange spørgsmål, og hun svarer – som altid – direkte, varmt og alternativt. Herigennem får publikum del i en række refleksioner over livets små og store dilemmaer, elegant flettet ind i stykkets helhed. Hun skriver også anti-højskolesange, blandt andet Slagsang for påhæng.
Ikke alle scener fungerer lige godt. Dagplejescenerne med kæmpebabyer og symbolik bliver de mindst vellykkede, og køreskolescenerne – med små plastbiler og stressede kørelærere – fungerer bedre i romanen end på scenen. Også Anders Agger-sekvenserne virker en smule forcerede. Til gengæld har købmandsscenerne en fin, næsten crazy humor, hvor hovedpersonens fremmedhed træder tydeligt frem.
Sangene er et kapitel for sig. Flere af dem er optaget i den nyeste Højskolesangbog, og fællessangen i salen skaber en inkluderende og nærmest højskoleagtig stemning. Forestillingens emotionelle højdepunkt indtræffer, da publikum synger Fortabt er jeg stadig – et smukt og eftertænksomt fælles øjeblik.
Stykkets livsfilosofiske statement kommer sent i forestillingen: “Livet er en lykkelig begivenhed i et mørkt rum.” En enkel og smuk formulering, der indkapsler forestillingens grundtone.
Meter i sekundet er ikke en teateroplevelse, der åbner for nye eksistentielle afgrunde eller holder én vågen om natten. Men mindre kan gøre det – og her gøres det godt. Det er en helstøbt, varm og velspillet feel-good-forestilling, som efterlader publikum med en god følelse og giver lyst til samtale og genkendelse.
Publikum kvitterede med stående ovation. Så gider man godt gå i teatret.
Medvirkende og kunstnerisk hold
Dramatisering: Jens Christian Lauenstein Led
Instruktion: Anastasia Holst Nørlund
Instruktørassistent: Ingrid C. Middelboe
Scenografi: Katrine Gjerding
Kapelmester: Jakob Lindbirk
Musikere: Anton Johannes Hejl, Hal Parfitt Murray, Villads Hoffman
Medvirkende: Karla Rosendahl, Joachim Bach Rosendahl, Rikke Westi, Tom Jensen, Ida Mia Appel, Pernille Schrøder, Bolette Nørregaard Bang og Niels Anders Manley
