My Fair Lady på Det Ny Teater, der netop har haft premiere, er en stor, musikalsk og visuelt overdådig forestilling, der med sikker hånd forener klassisk musicalhåndværk med nutidig eftertanke.
Frederick Loewes ikoniske musik klinger smukt i den musikalske indstudering af Per Engström, og orkestret løfter aftenen med både elegance og kraft. Alan Jay Lerners tekster får plads til at leve, og forestillingen bæres af et stærkt ensemble. James Leece’ koreografi er flydende, præcis og legende – dansenumrene understøtter fortællingen og giver forestillingen energi uden at overdøve den dramatiske kerne.
Den overdådige og vidunderlige scenografi og de smukke kostumer af Paul Farnsworth er i sig selv en oplevelse. Med stor detaljegrad og sans for atmosfære bevæger vi os ubesværet fra Covent Garden til high society – en visuel nydelse, der konstant støtter forestillingens tematikker om klasse, sprog og identitet.
I rollen som professor Henry Higgins leverer Peter Plaugborg en stærk og nuanceret præstation, både fysisk og sprogligt. Overfor ham står Sofie Topp Christensen som Eliza Doolittle med en smuk sangstemme og en tydelig vilje i rollen. Selve forvandlingen fra arbejderklasse til sofistikeret kvinde fungerer dramatisk og overbevisende.
Alligevel er det netop Elizas arbejderklasseudgave, der trækker forestillingen en smule ned. Her savnes mere oprigtig hjerte og sjæl. Fremstillingen bliver til tider for karikeret og groft tegnet, og Eliza reduceres til en type frem for troværdig. Hun er ikke dum – hun er socialt underprivilegeret. Med større menneskelig varme og nuancering ville figuren have fået mere dybde, og forvandlingen havde stået endnu stærkere, selvom forvandlingen nu er magisk.
Til gengæld er Tommy Kenter som Alfred P. Doolittle utrolig rørende. Han balancerer humor, sårbarhed og livsklog melankoli med stor menneskelighed, og hans præstation bliver et følelsesmæssigt anker i forestillingen. Susse Wold er skarp og værdig som Mrs. Higgins og tilfører rollen både vid og moderne tyngde. Kim Hammelsvang og Hanne Uldal leverer sikre og velspillede biroller man elsker, og Sebastian Harris er sød og charmerende som Freddy.
Forestillingen kulminerer i en vidunderlig og stilfærdigt modig slutning, som giver My Fair Lady en dybere resonans. Slutningens tvetydighed er ikke ny i sig selv – den har altid ligget latent i materialet, allerede hos George Bernard Shaw i Pygmalion som musikalen blev baseret på, og står i tydelig kontrast til filmversionens mere romantiske forløsning. Spørgsmålet om Elizas fremtid har således altid været åbent. Det særlige ved denne opsætning er ikke, at slutningen ændres, men at den får lov at stå tydeligt og uformildet. I Martin Lyngbos iscenesættelse understreges værkets iboende ambivalens, så forestillingen træder klart ind i en større teaterhistorisk samtale om kvindelig selvstændighed og valg – beslægtet med den, vi kender fra Ibsens Et dukkehjem.
Hvor gik Eliza hen? Ligesom spørgsmålet stadig lyder: Hvor gik Nora hen? Men vi er ikke i tvivl om det er et godt valg og vi ved hun klarer sig, det er vi ikke i tvivl om. Det er en vidundelrig slutning.
Bravo til hele holdet.
Trods de få skævheder er Det Ny Teaters My Fair Lady en musikalsk, scenisk og dramatisk vidunderlig og stærk oplevelse, der både underholder og efterlader publikum med noget at tænke over.5 ud af 6 stjerner.
