Folk og Røvere i Kardemomme By

Teateranmeldelse: Fem stjerner

Når man sætter sig forventningsfuld i børnehøjde på Bellevueteatret og lader sig falde ind i det poetiske univers, der åbner sig, så er det jul igen i Kardemomme By. Alle de elskede karakterer og sange, man kender, er krydret med masser af små gags, som børnene klukler over. Samtidigt et helt enkelt univers, med stjernehimmel og den klassiske gamle scenografi, som er tegnet af forfatteren Thorbjørn Egner selv. Peter Aude er instruktør og spiller samtidig helt vidunderligt Røveren Jonathan. De to andre, herlige og morsomme røvere, Christian Damsgaard og Finn Rye, spiller også skønt. Jeg har set Folk og Røvere i Kardemomme By to gange før, men denne forestilling var min bedste. Der var på en måde tyndet ud i det hele – så det stod klart og rent og dejligt underholdende. Det fik mine tanker til at vandre og mindes min barndom – hvor vigtig tryghed dog er for et barn.

Når man ankommer til teatret, er oplevelsen allerede gået i gang udendørs, med trækdyr og julepynt. Min datter var fuld af forventning, og det var tydeligvis helt magisk for hende. Hun løb af sted med mig, som kun børn fuld af forventning kan gøre det. Indenfor kan man hilse på karaktererne, inden forestillingen går i gang. Under forestillingen er der masser af liv, der fænger på scenen. Der er sang og skøn koreografi, og alle døre i salen bruges. Der marcheres vinkende, spillende og klappende forbi tilskueren.

Hvor er det egentlig bare skønt med en Tante Sofie, spillet af Christina Astrid Nielsen der er lige til at forelske sig i. Her er vidunderligt herlige røvere, skønne børn, vise ældre og gode borgere. Alle karaktererne giver mening og spilles rørende. Det er dejligt at se, at en gammel klassiker forbliver frisk efter mange år på plakaten. Der danses og synges, og det er en helt igennem rigtig rar oplevelse at se forestillingen.

Folk og røvere i Kardemomme By på Bellevue Teatret, er en god oplevelse at tage sit barn med til – og for min datter, andet år i træk – først som 4-årig, nu som 5-årig. Det spjættede i benene på hende, når musikken spillede, og det var svært at sidde stille, men det var der også plads til.

Jeg blev helt rørt over slutningen – for hvor er da smukt – med en lykkelig slutning, hvor faderløse får en onkel, enlige finder kærlighed og lovløse får job og frihed – og der hersker fred og lykke i den lille by.