
OMNIA er en stor, sanselig kunstoplevelse på Amager i København, skabt af den dansk-amerikanske kunstner Mikael B.
Udstillingen udfolder sig over cirka 1.000 m² og består af fem rum, der bevæger sig fra et mere klassisk galleri med originale malerier til tre store rum med videoinstallationer, hvor man som gæst træder direkte ind i værket. Her opløses grænsen mellem betragter og kunst: Farver, lys og lyd omslutter kroppen, og man bevæger sig rundt midt i bevægelige kunstværker, der projiceres på skærme, spejle og gulv. OMNIA er dermed både en traditionel udstilling og en oplevelse – en hybrid mellem galleri og totalinstallation, hvor kunsten ikke kun ses, men mærkes.
For mig er Mikael B ikke et navn, jeg på forhånd kender indgående – og måske er det netop pointen: OMNIA kræver ikke forkundskab, men åbner sig direkte for sanserne.
Farver, flow og maleri i bevægelse. Udstillingen begynder med en række originale malerier i en nutidig, farvemættet stil. Her arbejder Mikael B med teknikker som pouring (hældt maling) og spraymaling, hvor farverne flyder og bevæger sig i organiske lag. Det er sanseligt og umiddelbart tilgængeligt – farver, man kan mærke.
Herefter bevæger man sig ind i en serie af rum, hvor malerierne transformeres til videoinstallationer. Farver, former og bevægelser projiceres på vægge, gulv og spejlflader, og værkerne får deres eget liv i rummet. Lys og lyd skaber en meditativ stemning, hvor man næsten træder ind i maleriet, mens det opstår. Et af højdepunkterne i dag stillingen er netop denne spejlinstallation, hvor refleksioner og lyd skaber en følelse af uendelighed – et rum, der inviterer til ro og fordybelse i de 5 minutter man må være der, men der er flere rum i andre variationer undervejs.
I de store rum med videoinstallationer bliver oplevelsen kropslig.Bevægelige figurer og farver glider hen over gulvet, og især børn reagerer spontant: de hopper, leger og følger formerne rundt. Her lykkes udstillingen virkelig med at gøre kunst til noget, man er i – ikke bare ser på.
Mikael B (Mikael Brandrup) er en dansk-amerikansk kunstner, bosat i Los Angeles, kendt for en stil, der fusionerer graffiti, pop-art og grafisk design. Han startede som graffitikunstner og har siden opbygget en markant karriere med både store vægmalerier og værker solgt til høje priser, samtidig med samarbejder med globale brands som Nike, Google og LinkedIn. Hans kunst bevæger sig i spændet mellem det rå og det kontrollerede – mellem street og det kommercielle – og netop den dobbelthed er også tydelig i OMNIA
OMNIA er en omsluttende kunstoplevelse – men ikke en totaloplevelse.Ved ankomst kunne man ønske sig mulighed for at sætte sig ned og tage værkerne ind i ro og mag, frem for at stå i kø og blive ført direkte videre, men senere . Undervejs opstår der dog en mere afslappet stemning, hvor flere gæster sætter sig – enten på de få bænke eller direkte på gulvet midt i installationerne. Det skaber en fin ro, men understreger også, at udstillingen ikke helt har tænkt ophold og fordybelse ind som en integreret del af oplevelsen.
OMNIA inviterer os ind i kunsten – men kunne tage det et skridt videre ved også at invitere os til selv at skabe.Man kunne for eksempel forestille sig workshops for børn og unge, hvor man arbejder med farver og former inspireret af udstillingen – måske dekorerer skateboards eller andre objekter i kunstnerens univers. Når kunsten gøres tilgængelig på den måde, opstår der noget andet: et ejerskab, en nysgerrighed og en følelse af, at kunst ikke kun er noget, vi ser på – men noget, vi selv kan være en del af.
OMNIA præsenteres som en “ny dimension af kunst” og en rejse ind i kunstnerens sind. Og der er ingen tvivl om, at oplevelsen er dragende og sanselig.Men spørgsmålet er også, hvad den egentlig vil. Til tider føles det som at træde ind i en levende screensaver – smukke, flydende farver og bevægelser, der er beroligende og lette at gå ind i. Det er æstetisk stærkt, men også glat. Oplevelsen taler til kroppen og sanserne, men udfordrer i mindre grad eller skaber modstand.Man bliver ikke forstyrret – man bliver holdt.
Samtidig kredser udstillingen om en længsel efter natur, ro og forbindelse. Men det sker gennem digitale projektioner og iscenesatte rum. Man mærker noget ægte i kroppen – og bliver samtidig mindet om, hvor langt man er fra det.Måske er det netop her, værket rammer noget centralt i vores tid.
Det er interessant, hvordan Mikael B formår at placere sig et sted, hvor kunsten både er tilgængelig og eksklusiv på samme tid. Nogle værker sælges for høje beløb til de få, mens oplevelsen og merchandise gør universet tilgængeligt for mange. Det er en moderne kunstnerposition:at være både street og kommerciel, både folkelig og eksklusiv. Og måske er det netop derfor, folk valfarter for at opleve OMNIA.
OMNIA er visuelt stærk og sanseligt dragende, men man kan også savne en større kunstnerisk tyngde. Der kunne med fordel være mere poesi i billedkunsten og en tydeligere fokusering på de enkelte værker og deres intentioner. I de omsluttende rum opløses malerierne i bevægelse og stemning, men mister samtidig noget af den præcision og nærhed, som det enkelte billede kan rumme. Man kunne ønske sig en større ambition i, hvad værkerne vil sige – ikke kun hvad de får os til at føle.
OMNIA er en smuk, sanselig og publikumsvenlig kunstoplevelse, der inviterer både voksne og børn ind i et univers af farver, lys og ro.Den er ikke dybt udfordrende – men den er nærværende.
⭐️⭐️⭐️⭐️☆☆ (4 ud af 6 stjerner)