Sigurd Barrett har skabt en fantastisk forestilling om rummet, planeterne, stjernerne, solen – og om hvordan det hele hænger sammen. Det er en naturvidenskabelig forestilling, hvor læring, fortælling, musik, sang og skuespil griber fat i publikum, så stort set alle i salen synger med.
Sigurd har et helt særligt tag på os – og det er bestemt ikke hvem som helst, der kan det. Sammen med musikeren Eskild Dohn får han salen til at leve, vi synger, klapper og råber med glæde – børn, unge og gamle i skøn forening. Vi rejser ud i rummet, og pludselig dukker selveste Andreas Mogensen op – flyvende som en slags hologram.
Scenografien er flot, og en stor del foregår på skærme i samspil med det levende orkester (til dels suppleret med bånd). Det hele minder om en teaterkoncert, hvor læring og oplevelse smelter smukt sammen. Lysdesigner Kristian Heegner Specht bidrager til at skabe stemningsfulde universer, hvor rummet folder sig ud i farver og lys.
Dertil kommer fire børnedansere, der giver den fuld gas – imponerende og livfuldt. De er koreograferet af Rikke Vangsgaard, og det mærkes tydeligt, at der er lagt hjerte i bevægelserne. Også Sandra Bothmann medvirker og er med til at skabe et helstøbt univers, hvor formidling og spil går hånd i hånd – vi var vilde med rumdiskodans og sangen
Hvis vi skal ønske os noget, så var det måske, at publikum til et enkelt nummer også kunne have rejst sig og danset med. Men det kan naturligvis være svært, når der sidder små børn bag én på stolerækkerne. Et lille ekstra krydderi kunne også have været lidt mere jodlen i Tyrol-sangen – det havde løftet nummeret endnu et nøk.
Alt i alt er forestillingen, rigtig godt iscenesat af Louise Schouw, en sprudlende, lærerig og medrivende oplevelse, hvor videnskab, musik og teater går hånd i hånd. Sigurd Barrett står selv bag dramatik, tekst og musik, og det mærkes i den gennemførte helhed, hvor publikum bliver taget med på en rejse ud i universet – og hjem igen med smil og nye indsigter.
