På Bakken, i det hyggelige cirkustelt, spiller Eventyrteatret årets juleforestilling med et stærkt hold på 50 talentfulde børn. Smilende, syngende og dansende – med præcis timing og flot synkronitet – fører de os sikkert gennem Charles Dickens’ berømte fortælling Et Juleeventyr og historien om den gamle nærrige Scrooge, fornemt spillet af Bertil Cummins Eliassen.
I et hav af nisse- og victorianske kostumer følger vi Scrooges liv i det lille samfund, hvor alle er påvirkede af hans hårde hjerte. Først da tre ånder – fremragende spillet af Anders Grønning, Ella Kring Henriksen og Ellen Kristensen – samt et imponerende genfærd (Bravo, Clara Dragsted Hansen), der en nat dukker op i hans soveværelse og fører ham gennem fortid, nutid og fremtid, begynder han at se sig selv og sine valg udefra.Eventyrteatrets børn er fulde af liv, især med deres smittende smil, sangglæde og præcise timing – det er imponerende at opleve.
De mange flotte kostumer af Christine Brincker, den energiske koreografi af Tara Toya og den solide instruktion af Bo Skødebjerg løfter forestillingen til et professionelt niveau.
Hvis man skulle komme med en smule kritik, er det, at den konstante glæde og spilleglæde – som i sig selv er vidunderlig – indimellem gør, at man savner en dybere karakterforvandling og et stærkere indtryk af datidens fattigdom og dens effekt på menneskers liv. Men det ændrer ikke på, at forestillingen er både hjertevarm og underholdende.Har man lyst til at blive glad, rørt og komme i ægte julehumør, så er en tur gennem Dyrehaven og ud på Bakken det helt rigtige. Skynd jer derud.