Anmeldelse :
På Zangenbergs Teater i det indre København, spiller børneteaterforestillingen Hokus Pokus, for de 4-10 årige. Abdullah Hansen, sjovt spillet af Henrik Zangenberg, er den 40 årige tryllekunstner og illusionist, der med sit familieshow tryller med masser af magi og tricks. Med sig på scenen har han sin datter Nanna, som tryllekunstnerassistent – fuld af ungdommelighed og finurlighed og spillet af Henriette Katrine Lund. Men Nanna kan og vil mere, end blot at være assistent. Nanna bliver hele tiden sat på plads af sin far. Nannas modvilje vises i hendes kropssprog. Den tydelige modsætning mellem far og datter understreges, når hun sætter den musik på, som hun elsker, og når hun danser frit og fuld af rytme. Når hun tager de kostumer og sko på, som hun elsker, er Nanna i sit es. Men alt det må hun ikke for sin far, der styrer hende og trylleshowets gang. Nannas utålmodighed vokser, mens vi ser masser af klassiske tryllekunstnernumre med Nanna svævende i luften og meget andet godt. På en charmerende måde medvirker hun modvilligt og med en spirende modstand. Alle børnene i salen kommer til at holde af og med hende. Faren er vrissende og dominerende og alt for gammeldags, hvorimod man holder mere og mere af Nanna og er spændt på, hvad hun vil og finder på. Nye tider mod gamle tider. Man kan se, Nanna synes, det hele er for kedeligt. Hendes kropssprog er modvilligt, og børnene synes, det er sjovt. Vi kender konflikten, og vi er med i historien.
Det kræver stædighed og mod at trænge igennem over for hendes noget dominerende far og hans trylleshow. Men midt i et forsvindingsnummer forsvinder Nanna helt, og hendes far må gå efter hende, ind i et magisk underjordisk univers. Rummet åbner sig, og faren skubbes rundt af vægge og døre, der bevæger sig og driller. Scenografien, af Christian Q. Clausen, er pludselig en helt anden, og faren hvirvles rundt. Det er sjovt og en god måde at udnytte hele rummet, der nu pludselig er dybt og mystisk. Afhuggede arme og sko, der går af sig selv. Nanna folder sig ud med dans og numre og sætter sin far på plads. Nanna er tydeligvis fuld af styrke nu og i sit es. En magisk hule med nye proportioner. Faren skræmmes og skræmmes. Nanna og børnene i salen er lykkelige.
Alle børn kender helt sikkert til, at ens forældre ikke hører ordentligt efter, og der er en skøn modsætning mellem Nanna og hendes fars verden.
Det hele ender godt – og det er ikke uden beundring, Nannas far nu tager sin datter med på lige fod i forestillingen.
Sådan er det jo ofte med børn, at vi gror og udvikler os med dem. Man får selv lyst til at danse og lære lidt magi. Hop i ind og se forestillingen – den er sød og god og ganske underholdende.
.