Lidt spændte var vi. Kunne en teaterforestilling baseret på TV 2’s hit julekalender af de Nattergale og Han Erik Saks, mon leve op til 24 afsnit på Tv-skærmen i løbet af hele julemåneden? Vi har jo allerede set ”The Julekalender” en hel del gange. ”Den må vi se igen i år”. Og nu sidder vi i Glassalen med lidt uro i maven. En ny og anderledes oplevelse eller en fad fuser – fortyndet suppe?
Vi tilbragte først et par timer i et myldrende Tivoli, smukt illumineret med lys og pyntede boder på hver en kvadratmeter. Før-julestemning overalt, glade børn og ingen stressede forældre. Fransk toast og et glas gløgg som en fin opvarmning til dagens begivenhed: ”The Julekalender” i Glassalen.
Salen var fyldt helt op på premieredagen fredag den 21. november, og det var et meget veloplagt publikum, der var mødt frem. Hvis kunstnerne har været nervøse bag scenen før start, kunne det på ingen måde mærkes blandt publikum. Det hele blev intoneret med ”Til julebal i Nisseland” fra ”Far til fire”.
I det hele taget fylder musikken og sangene meget og fortætter stemningen. Vi kan næsten synge med på i alt fald de mest populære sange som f.eks. ”It’s hard to be a nissemand”. De tre skuespillere, Niels Olsen som Oluf Sand og nissen Fritz, Gordon Kennedy som Benny og nissen Hansi samt Christian Damsgaard som Gertrud Sand og nissen Günther er optimale – også i musikalsk henseende. Vi mener helt sikkert, at den musikalske fremførelse var helt i top. Lidt som en vellykket forvandling til en musical med masser af gags. Gordon Kennedy stod nok stærkest i trioen, især i de musikalske indslag med sang og dans.
Forestillingens sceneskift var elegante og fungerede fint – med skift mellem ”Kartoffelhuset” og ”Nissehulen”. Som oftest rullede en anonym scenearbejder af sted med den nye scene. En fin detalje i de tåger, der også omgav sceneskiftet.
Forestillingen var som et spotlight med varme og humor fra 50-ernes hjemmeliv. Hun med papillotter i håret og kittel over kjolen – altid i gang med sin Nilfisk, opvasken eller julepyntningen. Han med sin avis, telefon eller sin kabale.
Hun med ønskedrømme om en foodprocessor i julegave og om rejser til syden som sin ofte nævnte søster og svoger. Han med ønsket om at blive hjemme – med en ny pibe.
Vi fik alle de ikoniske replikker serveret – såsom Oluf Sands ”Det’ bår’ dæjli!”, Gertrud Sands ”Oluuuf! A står under æ mistelten” og Bennys ”Bob, bob, bob, ik’?” The Julekalender-engelsk bliver udfoldet endnu en gang for et begejstret publikum. Et hovedelement i ”The Julekalender” er helt sikkert genkendelse. Nogle gange begyndte publikum forventningsfuldt at le, når en af de velkendte sætninger var på vej. Enkelte politiske kommentarer var opdaterede. F.eks. fortalte radioavisen nu om den kommende Femern forbindelse og ikke om en kommende motorvejsbro til Anholt. Nye gags var også blevet tilføjet, som f.eks. kaffekanden, der sprang i luften vha. Bennys magi og brug af ”Den store bog” for nisser.
Mht. genkendelsens glæde, så ligner samtlige personer næsten til forveksling de skuespillere, vi er så vant til at se i TV-udgaven.
Et par små anker har vi dog. Indledningsscenen med Nissen Gammel Nok, hvis spilledåse med hans livsmelodi er ved at rinde ud stod lidt svagt i forhold til TV-udgaven. Og hvorfor skal der synges ”I en kælder sort som kul”, når dansen om juletræet går i gang? Her er jo selv Oluf Sand kommet i varm julestemning. Men måske var det også sådan i den oprindelige TV-udgave.
Som helhed var forestillingen meget veloplagt spillet. Det var underholdning på virkelig højt niveau – et festfyrværkeri af god stemning. Publikum var helt oppe at køre, og der var stående applaus. Flot instrueret af Lars Knutzon.
Mon det går an at se den i TV igen inden længe? Selv lækker mad kan blive for velkendt. Men forestillingen kan jo fungere som en forfriskende aperitif – som opvarmning og appetitvækker, inden vi skal nyde alle afsnittene endnu engang.
Tak til hele holdet.
