Toner fra Badehotellet anmeldelse:
Når man skal i teatret, er det herligt, at det sker i et forårspyntet Tivoli, med en glad solskinsstemning. Udenfor skinnede solen fra en skyfri himmel og indenfor strålede Jens Jacob Tychsen, alias Hr. Edward Weyse på scenen hele showet igennem som konferencier, fortæller og sanger.
Stemning og første indtryk
Toner fra Badehotellet leverer, hvad det lover. Et flot og veloplagt musikalsk onemanshow med Jens Jacob Tychsen, der på én og samme tid kalder Hr. Weyse til live og tager afsked med sin egen succes med denne rolle fra Badehotellet.
Swing, musik og energi
Et fremragende og vitalt seksmands band får os til at føle os mindre til en teaterforestilling og mere, som om vi er i New York til et Broadway-show. På scenen var The Seaside Swing Orchestra. De seks superdygtige musikere sørgede for levende musik fra først til sidst – på højt niveau. Så det var svært ikke at nynne med på eller vugge i takt med hovedet til de kendte og elskede swingmelodier.
Jens Jacob Tychsen fører os med sikker hånd og stemme tilbage til netop 20’erne, 30’erne og 40’erne med evergreens som f.eks. ”I’ve Got You Under My Skin”, ”I Can’t Give You Anything But Love” og ”There’s No Business Like Show Business”. Flot og fængende med de velkendte melodier, highlight på highlight. I alt 17 skønne klassikere med sang og musik. Klappe i takt kunne alle i salen naturligvis være med på.
Når alvoren ikke helt lander
Et forsøg med at slå en mere alvorlig og dybere tone an med Poul Henningsen og Kai Normann Andersens: ”Man binder os på mund og hånd” fra besættelsestiden faldt lidt til jorden.
Humor, spil og selvironi
I centrum står Weyse/Tychsen, som både ”er” og spiller Hr. Weyse, og samtidig er sig selv: Jens Jacob Tychsen. Tychsen spiller og parodierer med satirisk og ironisk distance Hr. Weyse. Krydret med kommentarer og selvrefleksion om sig selv som skuespiller.
Altså lidt kompliceret, men det fungerer fint. Også de mange små indlagte gags med tryllenumre, anekdoter osv., fremkalder latter og smil. F.eks. med parodier på henholdsvis Axel Strøby, Jørgen Reenberg og Poul Reumert. Det giver lidt afveksling i billedet.
En anderledes forestilling
Forestillingen er på samme tid en hyldest til TV-serien ”Badehotellet” samt en afsked med samme. Det er et farvel til den TV -serie, der har kørt siden 2013 med 64 episoder og selvfølgelig genudsendt, ligesom Matador.
Men ellers SKER der ikke noget i forestillingen. Er man kommet i den forventning, at man skal genopleve lidt af stemningen fra TV-serien, bliver man skuffet. Forestillingen er udelukkende et musikalsk show uden handling, uden sketches med flere medvirkende og kulisser etc. Herligt, men man skal ikke forvente noget andet.
En afsked med Weyse
Men jeg tror, man bedst kan forstå forestillingen, som at vi er til gravøl for ”Hr. Weyse”. En mindefest, hvor man med ironisk distance genoplever og tager afsked med et kært og elsket familiemedlem, hvis fejl og svagheder ikke er til at komme uden om at forholde sig til – og more sig over.
Forestillingen balancerer fint mellem beskrivelsen af den naragtige og selvovervurderende Weyse og samtidig den selvudleverende Jens Jacob Tychsen. Humoren er alfa og omega og det, der binder det hele sammen.
En skuespiller på vej videre
Udtrykket ”at omfavne vores galskab” bruges i slutningen af forestillingen og beskriver ganske godt intentionen med det hele. I tider som 20’erne, 30’erne og 40’erne samt den tid, vi selv oplever p.t , er det nødvendigt ind imellem at søge ly ”On the Sunny Side of the Street”.
Det er et forsøg på at beskrive Hr. Edward Weyse og alle hans sange og nogle af hans meritter, men samtidig et goddag til en Jens Jacob Tychsen, der nu ”skal videre i sit liv” og stå på egne ben – uden Weyse. ”As Time Goes By”.
Jens Jacob Tychsen vil ikke bindes til rollen som Hr. Weyse. Han vil frigøre sig fra et rolleimage som frikadelleskuespilleren. Men er man selv en frikadelle, fordi man på fremragende vis levendegør en frikadelle?
Jeg kan godt forstå, hvis han selv synes, at han vil identificeres med et bredere repertoire. Men mon det kan lykkes med en så flot præstation? Det kan jo være, at det binder ham endnu mere at holde dette gravøl over ”sig selv alias Hr. Weyse”. Eller hvordan det nu er. Vi må se.
⭐⭐⭐⭐ En varm og velspillet afsked
Denne form for kunstigt åndedræt – efterbyrd om man vil – til succesfulde TV-serier og film ser ud til at være en trend i tiden. På én og samme tid tyndere og mere koncentreret. Med en lidt anderledes smag end originalen. Man koger i bund og grund suppe på gamle ben – og det kan jo også være velsmagende.
