Foto af Miklos Szabo
Der hviler et særligt skær over scenen, når Lion Musicals åbner portene til Arendal. Et univers af is og længsel, af søsterskab og ensomhed, foldes ud med sikker hånd og stor kærlighed til materialet.
Elsa og Anna synges og spilles af Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Kristine Yde Eriksen, de samme stemmer, der i sin tid indspillede den danske version af Frost. Deres vokaler står krystalklare i rummet – stærke, sprøde, teknisk overlegne.
“Lad det ske” rejser sig som et ispalads i lys og lyd, og publikum holder næsten vejret, mens Elsa træder ind i sin kraft. Det er imponerende. Smukt. Kontrolleret.
Men i de mest sårbare øjeblikke – når Anna næsten dør som lille, i bruddet mellem søstrene, i Elsas ensomme flugt, i Annas desperate håb – savner man, at isen for alvor knækker. At stemmen sprækker en anelse. At smerten får lov at være rå og risikofyldt. Forestillingen rører, ja – men den kunne have rystet os dybere, hvis passionen i de dramatiske scener havde fået endnu friere spil. Det er netop den sidste, dirrende intensitet, der kunne have løftet oplevelsen helt op på seks funklende stjerner. Men måske det er et dramatisk valg, der gør at også de helt små er trygge i salen.
Kristoffer spilles varmt og nærværende af Niels Skovgaard Andersen, mens Olaf får salen til at smelte i latter gennem Diluckshan Jeyaratnams charmerende og præcise dukkeføring – Bravo til også de to.
Prins Hans gestaltes af Christian Lund, som også lagde stemme til rollen i den oprindelige danske filmversion – en fin cirkel, der sluttes, når han igen træder ind i den glatte, forførende figur med både elegance og skjult mørke, der først åbnes op for til sidst.
Morten Lützhøft tilfører autoritet og let komisk bid som Hertugen af Vesselby og Øivind, mens Mads Panik Wilfred Steen giver rensdyret Sven krop og bevægelse – rigtig flot kostume af Rikke Von Qualen, inspirer af Christina Lawerys originaldesign – i det hele taget virkelig flotte kostumer. Scenografien Börkur Jónsson er virkelig flot og vi er altså vilde med rigtig teaterkulisser og det klædte scenen og der flot dansende og syngende ensemble i Kim Ace Schjerlunds scenografi. Mikkel Gomard var kapelmester og der var flot musik, man var lidt i tvivl om hvor meget af musik og kor var båndet, men imponerende var det.
Ensemblet – Elise Ruusunen, Fie Alberte Damgaard, Katrine Skovbo, Vibeke Zederkof, Maja Glenber, Rasmus Fruergaard, Jesper Paasch, Christian Collenburg, Morten Adelhardt Kristensen, Lasse Dyg og Simon Glæsel – bærer forestillingen med spilleglæde og energi. Særligt den lille Elsa og den lille Anna er rørende fine; her mærker man historiens skrøbelige begyndelse.
Instruktionen ved Gisli Örn Gardarsson, scenografien af Börkur Jonsson og koreografien af Kim Ace Nielsen skaber et visuelt magisk univers, der ikke blot kopierer filmen slavisk, men tør tilføje nye lag – nye sange, nye sceniske valg og en humoristisk vinterbader- og saunagus-scene i anden akt, som tilfører forestillingen sit eget nordiske glimt i øjet.
Vi savnede snemonsteret ved isslottets kamp – det ikoniske øjeblik – men forestillingen finder andre veje gennem sneen.
FROST i Falkonersalen er en forestilling, der glitrer, varmer og samler generationer i mørket. Med en anelse mere dramatisk vildskab kunne den have sat sig helt ind i hjertet og blevet uforglemmelig.
Som den står: En smuk, stærk og livsglad musicaloplevelse, hvor isen synger – og publikum smiler hele vejen hjem.
