Nøddeknækkeren i Tivoli

5 ud af 6 stjerner

Nøddeknækkeren danses her i julemåneden 2018, for fulde gobeliner løs i Tivoli. Den berømte balletmusik af Pjotr Tjajkovski,  efter Hoffmans eventyr.  Nøddeknækkeren,  blev første gang sat på trin i 1892 af Marius Petipa, med den berømte udgave af George Balanchines fra 1954 og  vises for 4.år i Tivolis koncertsal. I denne smukke udgave og genopsætning, med balletmester Peter Bo Bendixen og scenograf Hendes Majestæt Dronningens fortolkning,. Fuldtræffende sat i 1870ernes København og Tivoli, med en lang række af balletstjerner, fra ind og udland – samt i år – Tivolis orkester Copenhagen Phil. Så forførende nostalgisk spillet,  i samarbejde med dirigent Henrik Vagn Christensen –  bravo.

Vi lægger ud i et mondænt klunkehjem, juleaften i København, med flotte og utrolig velsyede kostumer. Smukke balletkroppe som gæster, i et flor af lækre materialer, tunge klunkegardiner i loftet og masser af  forventningsfuldt løbende børn. Her savner jeg lidt russisk skønhed, den spøger dog, i de usædvanligt smukke kjoler og uden tvivl i den melankolske musik, som i sig selv er en historisk eminent klassiker, så rørende spillet i tivoli i år.. GENIALT er det nu som helhed tænkt at sætte stykket i Tivoli i Købehavn, så det lagerer sig på flere planer i fantasi og fortælling. Som husets gæster, er datidens kulturpersonligheder – H.C. Andersen, balletmester Bournonville fra Det Kongelige Teater,  og Tivolis daværende direktør Bernhard Olsen. Sjovt er det tænkt, med den papirsklippende H.C. Andersen, der  laver en fiktion, i en fiktion, af historisk fakta . Der skabes et smukt tableau om hans magi, i vidunderlig kontrast til børnenes leg. Dog bliver 1. akt lidt tungt – dejligt er det når vi forlader, det knap så smukke klunkehjem, og bevæger os videre i Claras drømmeverden.  Her kommer Harlequin, Columbine og Pjerrot på besøg og der fyres op for lysdesigner Henrik Bøghs, utroligt smukke stjernehimmel. Sikke en snestorm og sikke en hær af så dygtige dansere og snefnug. Det er rigtig klædeligt tænkt, at sætte Nøddeknækkeren, i Tivoli og i et klunkehjem.  De forskellige kendte personligheder, er der smukt skabt plads til, så Tivolis snedækkede historiske landskab, der omkranser Koncertsalen, hvor spektaklet finder sted, fortsætter ud over den røde løber og videre ud i vores fantasi og efterspil. Et rigt overflødighedshorn af skønhed, som hele oplevelsen i Tivoli er. Tillykke til Tivoli. Jeg var vild med heksen, musene og kampene der, men kunne godt have tænkt mig, at skrue op for det historiske billede og haft  mere sod og pjalter med . I al vores overdådige rigdom, må vi ikke glemme den armod, der også er. Den ligger gemt i Tjakovskijs musik. En INDERLIG passion som jeg af og til savnede. Ikke fra dansernes kunden, men fra fortolkningen – helt inde fra sjælens længsel, som vi vel også har, uden at være russiske. Kunne vi have haft et mirage af en døende pige med svovlstikker i sneen ?

Især scenografien og ideen i 2. akt med at hele drømmen. Sukkerlandet og blomsterballetten sat i Tivoli er yderst klædelig og skaber en absolut interessant bro, mellem de verdner af fiktion og traditioner vi befinder os i, på dobbelt maner. Historien i historien, her blandet med fakta og omgivelse . Vi som publikummer træder bagefter berigede, ud i (kunstigt) sne og den rigtige Tivoliske kulisse, med Tjakosvkijs musik i vores hjerter, og herfra en dyb beærethed over dronningens medvirken til at berige os med kunst. Virkeligt smukt bagtæppe med både byens tårne over skyerne og tæppet med de elskende træer – kærligheden er i højsædet og det er en meget varm og klar scenografi. Det er en absolut fortryllende kærlighedsscene, mellem Clara, Kathleen Videira og soldaten Frits, Paul james Roonery, i en skøn forvandling af pigen,  der pludselig bliver mere moden og erotisk i den dansende drøm. Sikke nogle dansere. Kosakkerne var fulde af ungdommens spjæt og mod, de gyldne spilledåse danserer var lige så smukke som deres kostumer.  I 2.  akt kommer hele forestillingen i forestillingen, som en lang parade af et dansende cirkusballet med blomster, nationaliteter og det bliver lidt et flot show. En absolut storslået Grand  Pas de Deux med Sofiane Sylvie og danske Ulrik Birkjær – WAU. Musikken bliver spillet så man får tårer i øjnene, til de dygtige dansere – men endnu mere passion og farer kunne have klædt forestillingen, dog absolut skønhed og smil er der masser af. Virkelig flot, men forbliver mere en kavalkade, uden den dybde, som musikken bringer frem hos os.

Men bravo for hele opsætningen, med historie og fiktion.  Det er en ballet om barndommens fantasifulde land for voksne, såvel som for hele familien, men de helt små vil nok have for svært ved at sidde stille. Skynd jer i Tivoli, det er absolut en overflod af skønhed at se Nøddeknækkeren. Jeg kan på det varmeste anbefale jer, at se denne smukke forestilling. Tillykke til hele holdet.   I kan læse mere om forestillingen her