På Aveny Teatret på Frederiksberg Allé udspiller der sig et banebrydende teater-eksperiment, velskabt af Mikael Fock, Cecilie Waagner Falkenstrøm og Carl Emil Carlsen. Her bliver kunstig intelligens en medspiller på scenen og udfordrer os med spørgsmål om, hvorvidt vi kan genskabe paradiset – og om vi kunne have handlet anderledes dengang i Edens Have. Forestillingen spørger samtidig: Kan vi ændre den nedadgående spiral af truende klimaforandringer? Kan vi genskabe et paradis? Forestillingen spilles på engelsk, med en anbefalet alder er fra +12 år og en 13-årig i salen følger engageret med. Som publikum bliver vi både imponeret og rørt – vi går derfra med en blanding af at have været vidne til noget vidunderligt smukt og samtidig sørgeligt.
Allerede inden forestillingen starter, inviteres vi som publikum til at tage en potteplante med. Disse planter får elektroder på og bliver en aktiv del af scenerummet, hvor deres signaler omsættes til musik, komponeret af Paul Khadra. Det skaber en særlig forbindelse mellem menneske, natur og teknologi – vi bliver alle en del af eksperimentet.
På scenen står stærkt Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk, der i samspil med en improviserende AI skaber en særlig energi mellem menneske og maskine. Publikum inddrages direkte – vores tanker og ønsker omsættes til billeder i en tredimensionel elektronisk scenografi, designet af Carl Emil Carlsen, som udfolder sig foran os gennem 3D-briller.
Det er smukt og foruroligende på samme tid, når Cecilie Waagner Falkenstrøms AI-visuals, udviklet sammen med hendes art-tech studio ARTificial Mind (Mathias Warnich, Cody Lukas Anderson, Asbjørn Olling, Emil Norsker og Jannie Haagemann), folder sig ud i lys og lyd. Vi står i et univers af poesi, filosofi og drømmespil – begyndelse og ende væves sammen, mens molekyler og stjerner svæver omkring os i et strålende lyshav.
Til sidst slutter forestillingen i en overraskende, men meningsfuld drejning: Kærligheden mellem Adam og Eva, smukt spillet af Luise Kirsten Skov og Mathias Rahbæk. Og på mærkværdig vis giver det mening. Selvom det føles som et sporskifte, ved vi mennesker instinktivt, hvor meget kærligheden fylder – i os, i universet, gennem tid og sted.
Måske når man ikke at få alting med, måske forstår man ét i aften og noget andet i morgen. For Paradis er både et eksperiment og en påmindelse om det essentielle i livet – lige nu – og om spørgsmålet, hvor vi egentlig er på vej hen.
