★★★★
Tommy Kenter – KENTEX: Mere smukt end brugt!
Det Ny Teater, Sceneriet
Premiere 1. oktober 2026
Der er noget næsten magisk over at træde ind i Det Ny Teaters kælder. Hvis man ikke har været der før, kan man næsten blive helt overvældet. Det er stort og intimt på samme tid, mystisk og virkelig, virkelig flot. Selve salen er også smuk, og da Tommy Kenter går på scenen i sit allersidste KENTEX-show, bliver man ført fra det elegante teaterunivers ind i en helt anden verden.
En verden, der lige så godt kunne være en lille bodega eller et ensomt menneskes lille lejlighed.
Her dukker Kenters små, ensomme og lettere forpjuskede karakterer op. De gestikulerer, mumler, fortæller og kryber nærmest op langs panelerne og ind i hjørnerne. Og indimellem får man fornemmelsen af, at det måske ikke kun er figurerne, vi ser. Måske er der også en lille smule Tommy Kenter selv gemt derinde.
Det fungerer rigtig godt på teaterscenen.
Det er netop noget af det interessante ved Mere smukt end brugt!: Hvor går grænsen mellem karakteren og mennesket bag?
Instruktør Martin Miehe-Renard har skabt en række små sceniske billeder, som rummer overraskende meget poesi. Det er ikke nødvendigvis sådan, man husker Tommy Kenter på forhånd, men måske netop sådan, vi alligevel husker ham: de små skæve mennesker, de små øjeblikke, de mærkelige situationer og den humor, der pludselig får en mere alvorlig klang.
Og det kan faktisk være rørende.
Første akt efterlod os dog lidt usikre. Hvad var det egentlig, vi så? Var Kenter på glatis? Var der en fortælling om alkohol, ensomhed, livet og det at blive ældre under alle de skæve replikker? Man kunne næsten blive lidt bekymret for manden bag figurerne.
Men forestillingen spiller sig varmere og varmere.
Hvor anden akt hurtigt finder sin sikre komiske rytme, skal første akt have lidt mere tid til at sætte sig. På premieren føltes den til tider en smule usikker, men måske er det også netop en forestilling, der skal have lov til at spille sig varm. Med tiden kan de små billeder meget vel komme til at sidde lige så godt i øjet som anden akt.
For så kommer anden akt.
Og pludselig griner man med Tommy Kenter.
Vi var især vilde med Rudy S. Kleützner, der laver audition og ikke kan huske Shakespeare-teksterne, men i stedet bruger alverdens danske festsange som klassiske monologer. Det er virkelig sjovt og et godt eksempel på den særlige Kenter-humor, hvor det helt almindelige bliver løftet op og gjort absurd.
Kenter imponerer også med sit stepnummer. Det er virkelig sjovt, men faktisk også virkelig godt. Og så sætter han sig ved klaveret og spiller sange, han selv har skrevet. Det er både sejt og med til at vise en mere personlig og musikalsk side af ham.
Og så er der Grinaldo.
Det er noget ganske særligt at se en ægte klovn på scenen. Når man kommer rundt og ser cirkus, kan man godt savne de rigtige klovne – den poetiske figur, der kan fortælle en hel historie med kroppen, blikket og sine bevægelser.
Grinaldo starter anden akt med poesi og mime, og det er både smukt og rørende. Farverne gør meget, og her mærker man virkelig, hvor meget det visuelle kan tilføre en forestilling.
For det visuelle betyder noget i KENTEX. Og især fordi Sceneriet under Det Ny Teater er så stemningsfuldt et rum.
Derfor kunne man godt have ønsket sig lidt mere påklædningsbudget til de tre KENTEX SISTERS. Både jakkesættene og kjolerne kunne have tålt mere glamour og elegance. Da glitterkjolerne endelig kommer på, tænker man næsten: Det kunne I have gjort lidt bedre.
Ikke fordi de tre kvinder skal være klassiske korpiger, der bare står smukt i baggrunden – tværtimod. Ann Farholt, Rebecca Thilo og Lone Selmer tilfører forestillingen masser af liv og musikalitet. Men netop mere glamour ville have skabt en interessant kontrast til Kenters ensomme og lettere slidte figurer.
Ann Farholt har blandt andet en virkelig flot solo på lufttrombone og synger fantastisk. Rebecca Thilo har et mere poetisk udtryk, og det er fint, at de to kvinder har forskellige sceniske kvaliteter. Lone Selmer er en stærk musikalsk kraft ved klaveret.
Musikaliteten er i det hele taget i top hos alle fire medvirkende: Tommy Kenter, Ann Farholt, Rebecca Thilo og Lone Selmer.
Musikken giver samtidig forestillingen en særlig tidsrejse. Med visesang, kabaret, The Great American Songbook, talte ord og Kenters karakterer kommer man tæt på nogle gamle danske traditioner for at fortælle historier gennem sang, humor og følelser.
Man begynder at filosofere over kærlighed og livet. Over ensomhed. Over alkohol. Over alder. Og over alle de små ting, mennesker går rundt og tænker over.
Det føles næsten, som om Tommy Kenter gennem et langt sceneliv har samlet på de små observationer: en mærkelig sætning, en skæv tanke, en type menneske, en situation, noget morsomt og noget sørgeligt – og nu har han lagt det hele ud på scenen.
Det er både meget stort og meget småt.
For KENTEX kunne lige så godt foregå på en lille bodega eller i et ensomt menneskes lille lejlighed. Men samtidig står Tommy Kenter hjemme på Det Ny Teater under de store projektører.
Og det er måske forestillingens fineste paradoks:
Tommy Kenter kan passe ind begge steder.
I den lille verden. Og på den store teaterscene.
Efter 32 år med KENTEX er dette altså det sidste show i rækken. Første akt skal have lidt tid til at spille sig varm, mens anden akt for alvor folder humoren og figurerne ud. Men der er allerede på premieren øjeblikke af stor poesi, musikalsk overskud og en varme, som gør forestillingen værd at opleve.
Forestillingen afsluttes med et smukt ekstra nummer med et Bertolt Brecht-digt, hvor det, der forsvinder som en sky, bliver et smukt punktum for forestillingen – om livet, kærligheden, teatret og forgængeligheden.
Man går derfra med både grin og eftertanke.
★★★★☆☆ – 4 ud af 6 stjerner.
