En musikalsk humørbombe
Årets Tivoli Revy var på premiereaftenen et festfyrværkeri af spilleglæde med sang, musik, humor og satire.
Stærkt ensemble i Glassalen
Instruktøren Martin Miehe-Renard har sammensat et hold af skuespillere og sangere, der tæller både erfarne og rutinerede samt nyere og hver især talentfulde kræfter. Blandt de rutinerede er makkerparret Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard, der begge tidligere har modtaget prisen Årets Dirch. Nye ansigter i revygenren er Neel Rønholt, Sicilia Gadborg, Mikkel Becker Hilgart og Lea Thiim Harder.

Spilleglæde og musikalsk overskud
Primært må man sige, at årets revyhold supplerer hinanden på virkelig højt niveau. De spiller »på samme hammel« og forsøger ikke at overstråle hinanden. De virker som et fasttømret hold og udstråler spilleglæde. Næsten hvert nummer udløste da også latter og stor applaus fra publikum. Det var som en beruselse, der blev mere og mere eventyrlig, efterhånden som aftenen skred frem.
Kulminationen var helt sikkert slutnummeret Sommerens Hits, hvor nye og ældre kunstnere blev parodieret – eksempelvis Annisette, Benjamin Hav, Medina, Birthe Kjær og endda Grundtvig. Her var der virkelig fart over feltet, overskudsagtig humor, farver, musikalitet og ægte spilleglæde.
Musikken bærer forestillingen
Alle kunstnerne er supermusikalske både hver for sig og sammen. En af de nyere kunstnere, Lea Thiim Harder, fortjener særlig omtale. Det var da også hende, der spillede Annisette. Hendes sangstemme kom overbevisende til sin ret lige efter pausen i nummeret Rødt som et hjerte, som hun i øvrigt selv havde skrevet musik til. Her var virkelig tale om vokal styrke og musik på højt niveau.
I det hele taget er de musikalske indslag – især sangnumrene – meget fremtrædende i forestillingen. Det medfører dog også, at den mere klassiske revyform kommer lidt i baggrunden.
Forestillingen indledes fint med hele ensemblet, som giver en række skarpe kommentarer til vores politiske ledere – især vedrørende deres personlige karakter. »Vi har de politikere, vi fortjener«, kunne titlen næsten være. Ellers bringes der ikke meget aktuelt stof. Det er tydeligt, at revyen er skrevet før regeringsdannelsen, selv om der er kommet enkelte opdateringer til.
Mere musikalsk show end klassisk revy
Satiren, parodien, den skarpkantede humor og komikken opleves samlet set som lavere prioriteret end musikken. Vellykket var nummeret Breaking News, men ikke helt på niveau med tv-programmer som Kommissionen eller tidligere Tæt på Sandheden.
Der er enkelte numre, som læner sig mere op ad den klassiske sketch. Blandt andet et nostalgisk farvel til det gamle røde postbud og et sangnummer med tre lyserøde grise. Aktuelle politiske temaer dukker op i numre om miljø og det døende hav. Vi kommer også på fødestuen, hvor de stigende ejendomspriser er hovedemnet, og møder den udbrændte parterapeut, der selv ender med at få brug for terapi.
En serviceorienteret og fortravlet præst skabte også mange grin med sproglige påfund som »drive-in-dåb«, »bye-bye-bisættelse«, vielser »to go« og levering på løbehjul under sloganet »Just a Pray«. Også en sketch om en mor-datter-konflikt fungerede godt.
Lidt mere tvivlsomt virkede nummeret med pantomimens Columbine og Harlekin fremstillet som to ældre mennesker. For nogle publikummer kan det opleves som et lidt giftigt vink til dagens jubilæumsforestilling på Pantomimeteatret.
Den samlede profil i satiren er meget københavnsk. Den eneste politiker, der for alvor får et hug, er Venstres Troels Lund Poulsen, som fremstilles som en sufflørunderstøttet katastrofe på talerstolen.
Det er dog de musikalske numre, der bærer forestillingen med størst kraft. Desværre drukner nogle af sangteksterne og dermed også deres satiriske pointer lidt undervejs.
Tivolirevyen 2026 er et dejligt musikalsk show og ikke i særlig høj grad en klassisk revy. Men måske er det netop sådan, vinden blæser i revylandskabet i dag.
Den musikalske ledelse ligger i kapelmester Keld Haaning Ibsens hænder. Han er tidligere blevet kåret som Årets Revykomponist. Det øvrige kreative hold består af scenograf Kirsten Brink, kostumedesigner Petruska Miehe-Renard, lyddesigner Claus Wolter og lysdesigner Malthe Haugaard.
Scenografien er holdt enkel. De skiftende flader og videoprojektioner skaber variation og bevægelse, mens orkestrets fem musikere elegant glider ind og ud af forestillingen på små drejeplatforme i baggrunden. De spiller fremragende og understøtter forestillingens musikalske styrke.
Tivolirevyen har rødder tilbage til 1884, hvor den første sommerrevy blev opført i Tivoli. Den lange tradition mærkes stadig, men årets udgave vælger i høj grad at satse på musikalsk overskud, stærke sangpræstationer og publikumsvenlig underholdning.
Tak til holdet
En stor tak til hele holdet bag Tivoli Revyen 2026 for en underholdende, musikalsk og farverig sommeraften i Glassalen. Tak til skuespillerne Niels Ellegaard, Henrik Lykkegaard, Neel Rønholt, Mikkel Becker Hilgart, Sicilia Gadborg og Lea Thiim Harder, som med humor, energi og spilleglæde skabte en forestilling, der fik publikum til både at le og synge med.
Tak til instruktør Martin Miehe-Renard for at samle et stærkt ensemble, til kapelmester Keld Haaning Ibsen og de dygtige musikere for den musikalske kvalitet samt til det kreative hold med scenograf Kirsten Brink, kostumedesigner Petruska Miehe-Renard, lyddesigner Claus Wolter og lysdesigner Malthe Haugaard for at skabe de visuelle og stemningsfulde rammer om forestillingen.
Vi ønsker hele holdet en rigtig god spilleperiode i Tivoli frem til den 12. jul
⭐⭐⭐⭐⭐☆ (5/6 stjerner)
Anmeldt af Teateranmeldelser.dk.