Der er koncerter, man nyder. Og så er der koncerter, der minder én om, hvorfor musik overhovedet betyder så meget for os mennesker.

Søndag den 18. oktober indtog Stevie Wonder Royal Arena i København med en koncert, der markerede 50-året for det ikoniske album Songs in the Key of Life fra 1976. Det blev en fejring af et enestående musikalsk værk, men også af en kunstner, der gennem et helt liv har brugt musikken til at fortælle historier om kærlighed, håb, tro, familie og menneskelig værdighed.

Koncerten åbnede med Love’s in Need of Love Today. Det var et smukt og velvalgt sted at begynde. Sangens budskab satte tonen for aftenen: Verden har brug for mere kærlighed, og musik kan være en måde at bringe den ud i verden på.

Det blev nærmest koncertens røde tråd.

Et album, der stadig lever

Songs in the Key of Life er ikke blot et album fra en bestemt tid. Det er et musikalsk univers, der stadig føles levende. Stevie Wonder forener soul, funk, pop, jazz, gospel og rock i kompositioner, der både er umiddelbart fængende og musikalsk komplekse.

Hans musikalske rødder i Motown-traditionen er tydelige, men han udviklede samtidig sit helt eget udtryk. Der er overskud, rytmisk legesyge og melodier, man har lyst til at bevæge sig til. Samtidig rummer musikken en dybde, som bliver ved med at åbne sig, når man lytter.

Det var en fornøjelse at opleve albummet udfoldet live med et stort ensemble af musikere. Omkring 30 musikere fyldte scenen med instrumenter, stemmer og energi. Her var plads til samspil, improvisation og individuelle musikalske øjeblikke. Man mærkede, at musikken ikke blot blev reproduceret, men levede og udviklede sig foran publikum.

De funky hits, der aldrig bliver gamle

Og så er der alle de hits! Stevie Wonder har skrevet og indspillet så mange numre, der er så vanvittigt fede, at man næsten glemmer, hvor imponerende det er. De er funky, groovy, fulde af liv og spilleglæde – og stadig lige så cool, som da de ramte verden første gang.

Tag Sir Duke. Blæserne, rytmen, den boblende energi og den uimodståelige melodi. Det er musik, der nærmest springer ud af højttalerne med et kæmpe smil. Og så er der I Wish, hvor bassen driver nummeret frem med en frækhed og et overskud, der gør det næsten umuligt at sidde stille. Det er funky på den helt rigtige måde: sprælsk, legende, elegant og fuldstændig uimodståeligt.

Superstition er et kapitel for sig. Det ikoniske groove sidder i kroppen fra de første toner, og nummeret har en rå, cool energi, som ikke har mistet en millimeter af sin kraft. Det samme gælder Another Star, hvor rytmerne og de store musikalske lag bygger sig op til en festlig, næsten euforisk afslutning.

Det er netop noget af det geniale ved Stevie Wonder. Hans musik er ikke bare velkomponeret; den har puls. Den har funk, soul, varme, humor og en livsglæde, der smitter. Man kan høre de dygtige musikere, mærke samspillet og nyde detaljerne – men man får også lyst til at rejse sig, danse og give slip.

Og det er måske den største kompliment, man kan give hans musik: At den efter et halvt århundrede stadig føles så frisk, så levende og så uimodståeligt fed. Det er ikke bare nostalgi. Det er hits, der stadig kan sætte en hel arena i bevægelse.

De små musikalske øjeblikke

Noget af det særlige ved koncerten var netop bredden. De store, velkendte hits var selvfølgelig en fornøjelse, men også de mere stille og instrumentale passager havde deres egen betydning.

I Easy Goin’ Evening (My Mama’s Call) fik mundharpen plads i det musikalske udtryk, mens If It’s Magic blev løftet af den kvindelige harpenists fine og næsten svævende klang. Det var smukke eksempler på den musikalske følsomhed og de mange nuancer, der kendetegner Stevie Wonders univers.

Der var også øjeblikke, hvor man skulle anstrenge sig lidt mere for at finde ind i musikken, især i de mindre velkendte ballader. Men det hører med til oplevelsen af et album, der ikke kun består af singler og ørehængere. Det er et helt værk, som inviterer til at blive lyttet til fra begyndelse til slutning.

Musik med historie og betydning

Med Pastime Paradise kom der en mere eftertænksom stemning. Og med Black Man fik koncerten en særlig historisk og samfundsmæssig dimension.

På storskærmen blev sorte mænds historiske bedrifter og bidrag til samfundet fremhævet. Det handlede blandt andet om banebrydende medicinske og videnskabelige fremskridt, historiske pionerer og mennesker, der havde tjent og ofret deres liv for USA.

Det blev en hyldest til afroamerikansk historie og kulturarv og en påmindelse om, hvor mange mennesker gennem historien har været med til at forme verden, uden altid at have fået den anerkendelse, de fortjener.

Her blev musikken mere end underholdning. Den blev en fortælling om historie, værdighed og retten til at blive husket.

Det er en af Stevie Wonders store styrker: Han kan skabe musik, som både får os til at danse, tænke og mærke vores fælles menneskelighed.

Kærligheden på scenen

Kærligheden var ikke kun til stede i sangene. Den var også tydelig i mødet mellem Stevie Wonder og publikum.

Flere gange inviterede han publikum til at synge med. Når nogen råbte, at de elskede ham, svarede han straks: “I love you too.” Det virkede umiddelbart og varmt, uden at føles som en indøvet gestus.

Jeg fik indtrykket af en kunstner, der fungerer som et helt særligt varmebarometer. Han sender varme ud, og den kommer tilbage fra salen.

På et tidspunkt præsenterede Stevie sine børn og stedbørn og omtalte sig selv som deres “ papa too/ two ? ”. Det var et rørende indblik i familierelationerne omkring ham, og det førte naturligt videre til Isn’t She Lovely.

Også musikerne på scenen bidrog til den stemning. De var velklædte, nærværende og så ud til at være oprigtigt glade for at spille hans kompositioner og fortolke hans sange. Det var tydeligt, at der stod dygtige musikere på scenen, men også mennesker, der havde lyst til at være en del af musikken.

En levende legende – med alderen

Selvfølgelig er Stevie Wonder ikke den samme kunstner, som han var for 50 år siden. Alderen kan mærkes, og i nogle af de mere stille sange stod stemmen ikke helt så klart og skarpt, som den gjorde i hans yngre år.

Lydniveauet var desuden til tider så højt og massivt, at det blev lidt overvældende. Det tog indimellem noget af nuancerne fra musikken.

Men det ændrer ikke ved det helt særlige ved at opleve ham live.

Han behøver ikke bevise, at han stadig er den samme kunstner, som han var dengang. Hans betydning ligger ikke alene i stemmen eller i evnen til at genskabe fortiden. Den ligger i hans musikalske geni, i sangene og i det livsværk, han deler med publikum.

Der er noget smukt ved at opleve en kunstner, der har levet med sin musik gennem et helt liv. Musikken har fulgt ham, mens verden har forandret sig, og mens han selv er blevet ældre. Nu står han der og deler den med os igen.

Det er ikke en tidsrejse tilbage til 1976. Det er mødet med et levende menneske og et musikalsk univers, der stadig har noget at give.

En afslutning med superstjerneenergi

Publikum sad for det meste ned og nød musikken, men da de store hits kom, blev det sværere at sidde stille. Der blev bevæget fødder, vippet med hoveder og danset med, ikke mindst under Superstition, der fungerede som et energifyldt ekstranummer.

Og netop dér blev det tydeligt, hvor tidløs musikken er. Den kan stadig samle mennesker på tværs af generationer og få en arena til at reagere på den samme rytme.

Stevie Wonder er et verdensgeni. Ikke fordi han skal levere en fejlfri kopi af sin ungdom, men fordi han har skabt musik, der rækker langt ud over sin egen tid. Hans sange rummer både musikalitet, livsglæde, alvor og en insisteren på, at kærligheden stadig er værd at kæmpe for.

Hvis du ikke var i Royal Arena, vil jeg anbefale at sætte Songs in the Key of Life på og lytte til hele albummet fra start til slut. Ikke blot til de kendte hits, men til hele værket og alle dets musikalske afstikkere.

Det er magisk fedt. Tak til hele holdet.

Bravo, Stevie Wonder.