Sacre: Det første offer – når musikken får krigens smerte til at kunne mærkes
Det er vanvittigt flot. Melodrama #3 – Sacre: Det første offer er en symfonisk koncertforestilling, der forener musik, sang, skuespil og animation i en intens helhedsoplevelse. Det er creme de la creme af musikalsk kvalitet, kombineret med et visuelt univers, der både er råt, moderne og æstetisk smukt.
Forestillingen er krævende og sætter tankerne i gang. Samtidig er den så stærk i sit kunstneriske udtryk, at man næsten mærker fortællingens smerte fysisk. Det er en af de forestillinger, hvor man bagefter har brug for at tænke over det, man har oplevet.
En gammel fortælling med skræmmende aktualitet
Med udgangspunkt i fortællingerne om Abraham og sønnerne Isak og Ismael undersøger forestillingen, hvordan religion, historie og nedarvede fortællinger kan forme vores identitet – og være med til at skabe skel mellem mennesker.
De to brødre forbindes med forskellige religiøse traditioner, men deres historier har også fælles rødder. Forestillingen trækker tråde fra den gamle fortælling om offeret til den aktuelle Israel-Palæstina-konflikt og stiller spørgsmål ved, hvordan historiske traumer, fjendebilleder og forestillinger om retten til et land bliver ført videre gennem generationer.
Det er et stort og komplekst stof, og fortællingens mange religiøse og historiske referencer kan til tider være vanskelige at følge. Men forestillingen behøver ikke give alle svar for at gøre indtryk. Dens styrke ligger også i de spørgsmål, den efterlader os med.
Musik, der skaber billeder i kroppen
Musikken forener Igor Stravinskijs banebrydende Le Sacre du Printemps (Forårsofret) med Steingrímur Rohloffs nyskrevne værk. Sammen med Copenhagen Phils imponerende orkester skaber de et intenst, billedskabende lydunivers, hvor man næsten fysisk mærker tørsten, frygten, jalousien og sorgen.
Musikken bliver ikke blot et lydspor til fortællingen, men en selvstændig, dramatisk kraft. Den skaber billeder i hovedet og trækker publikum ind i et univers, hvor menneskets mest grundlæggende følelser står nøgne frem.
Det er musik, der både udfordrer og bevæger. Orkestret spiller med en kraft og præcision, der gør oplevelsen overvældende, og det er svært ikke at blive grebet af den energi, der fylder koncertsalen.
Sopraner med exceptionelt smukke stemmer
Sopranerne Sine Bundgaard og Laura Helene Hansen er blandt forestillingens helt store oplevelser. Deres stemmer er exceptionelt smukke og tilfører fortællingen en følelsesmæssig dybde, som står i stærk kontrast til krigens brutalitet.
Sangen løfter forestillingen og giver plads til både sårbarhed, sorg og storhed. Stemmerne bliver en påmindelse om alt det menneskelige, der står på spil, når konflikter og ideologier får lov til at overskygge omsorgen for hinanden.
To brødre og stærkt skuespil
Simon Bennebjerg og Zaki Youssef spiller Isak og Ismael med intensitet og nærvær. De giver de to brødre liv og gør fortællingen om fælles ophav og adskillelse konkret.
Forestillingen handler ikke kun om religion og historie på et abstrakt plan. Den handler også om mennesker, relationer og de følelser, der opstår, når tilhørsforhold bliver vigtigere end fællesskab. Skuespillet er med til at gøre det store tema nærværende og menneskeligt.
Moderne tegninger rammer den bibelske urfortælling
Halfdan Piskets illustrationer er rå, moderne og ekspressive, men rammer samtidig noget helt grundlæggende i den bibelske urfortælling. De karakterfulde, furede ansigter og det næsten arkaiske udtryk giver fortællingen en tidløs dimension.
Det er, som om billederne både hører til i vores egen samtid og i en fjern fortid, hvor tro, offer, frygt og menneskets forhold til Gud blev formet gennem fortællinger, der stadig præger os i dag.
Vertigos animationer og projektioner løfter tegningerne yderligere. Farverne spiller fantastisk sammen med Konservatoriets Koncertsals arkitektur, og billederne reflekteres op på væggene, så hele rummet bliver en del af det visuelle univers.
Resultatet er exceptionelt smukt. Billederne illustrerer ikke blot den gamle fortælling, men giver den nyt liv og gør dens temaer nærværende for et moderne publikum.
Når musikken kommer fra alle sider
Konservatoriets Koncertsal, det tidligere Radiohusets Koncertsal, er i sig selv en fantastisk ramme om forestillingen. Arkitekturen bliver en aktiv del af oplevelsen, og lys, animationer og musik spiller sammen på en måde, der udnytter rummet imponerende godt.
Et særligt øjeblik opstår, da nogle af messingblæserne bevæger sig op på sidebalkonerne og spiller derfra. Pludselig kommer musikken ikke kun fra scenen, men også fra siderne og næsten bag publikum. Man bliver omsluttet af lyden, og koncertsalen føles større, mere levende og mere nærværende.
Det er et eksempel på, hvordan forestillingen tænker ud over den traditionelle koncertoplevelse. Musikken, skuespillet, billederne og selve rummet bliver dele af ét samlet kunstnerisk udtryk.
Når børnene betaler prisen
Under den æstetiske skønhed ligger forestillingens dybeste smerte. De religiøse fortællinger, de historiske traumer og de forskellige forestillinger om at høre til kan være vanskelige at begribe. Men sorgen over at miste sit barn er universel.
Hvorfor skal det gå ud over vores børn? Hvorfor skal de betale prisen for konflikter, de ikke selv har valgt?
Melodrama #3 – Sacre: Det første offer giver ingen enkle svar på den aktuelle konflikt. Men forestillingen får os til at reflektere over de fortællinger, der adskiller os, og den menneskelighed, vi deler.
Måske kan vi ikke standse en krig med rødder langt tilbage i historien. Men vi kan nægte at blive apatiske. Vi kan forsøge at forstå hinandens historier og insistere på, at fred er vigtigere end at fastholde fjendebilleder.
Det er her, kunsten kan gøre en forskel: Ikke ved at løse konflikten fra en scene, men ved at få os til at mærke smerten og stille spørgsmål, vi ellers risikerer at vende os væk fra.
En forestilling, der fortjener et stort publikum
Melodrama #3 – Sacre: Det første offer er ikke nødvendigvis en forestilling, hvor alle detaljer i fortællingen står klart fra begyndelsen. Til gengæld er den en overvældende kunstnerisk oplevelse, der forener musik, sang, skuespil og billedkunst på et usædvanligt højt niveau.
Det er en forestilling, der både stimulerer intellektuelt og rammer følelsesmæssigt. Den viser, hvordan kunsten kan skabe rum for eftertanke – også når emnet er svært, og svarene ikke er enkle.
Man går derfra med musikken i kroppen, billederne på nethinden og spørgsmålene i hovedet. Hvordan opstår kløfterne mellem os? Hvordan bliver mennesker, der deler så meget, til fjender? Og kan vi finde tilbage til det, der forbinder os?
Det er næsten synd, hvis ikke flere får mulighed for at opleve denne forestilling. Den fortjener et stort publikum.
En stærk anbefaling til dig, der holder af musik, scenekunst og forestillinger, der bliver siddende i én længe efter, at lyset er slukket.
Medvirkende og kunstnerisk hold
- Orkester: Copenhagen Phil
- Komponister: Igor Stravinskij og Steingrímur Rohloff
- Instruktør og dramatiker: Christian Lollike
- Dirigent: Geoffrey Paterson
- Skuespillere: Simon Bennebjerg og Zaki Youssef
- Sopraner: Sine Bundgaard og Laura Helene Hansen
- Tegninger: Halfdan Pisket
- Videoanimation og scenografi: Vertigo
Spillet i Konservatoriets Koncertsal, Frederiksberg.
Foto: Kim Matthäi Leland.
#Teateranmeldelse #CopenhagenPhil #Melodrama3 #Sacre #Kulturanmeldelse
