DSCH forener klassisk koncert, koreografi, projektioner og teater i en stor visuelt iscenesat oplevelse som en del af CPH Stage.Det Norske Kammerorkesters 18 musikere leverer en imponerende dedikeret indsats, og musikken af Dmitrij Sjostakovitj fremstår flere steder både intens og virkelig smuk.
Særligt violinist Pekka Kuusisto og accordeonist Bjarke Mogensen er stærke centrale kræfter i forestillingen.Scenografi, lys og de filmiske projektioner er gennemarbejdede og æstetisk flotte, men forestillingens teatralske og koreograferede greb bliver til tider mere konceptuelle end følelsesmæssigt forløsende.

Flere sekvenser virker visuelt effektfulde uden altid at skabe en tydelig dramatisk sammenhæng.Man mærker det store arbejde og engagement bag produktionen, men sad samtidig tilbage med en følelse af, at disse fremragende musikere måske fungerer stærkest, når de får lov til blot at være musikere — frem for også at skulle være skuespillere.
Ifølge omtalen ønsker forestillingen at skildre Sjostakovitjs personlige kamp og tiden under Stalin gennem hans egen musik, sceniske billeder og fysisk teaterkoncertform. Det er i sig selv en spændende og ambitiøs idé. Men for os blev det ofte svært rigtigt at forstå eller føle både mennesket bag værket og den historiske tid, forestillingen kredsede om. Måske ville oplevelsen ramme stærkere hos publikum, der allerede på forhånd kender mere til Sjostakovitjs liv og historie — men følelsesmæssigt blev man desværre aldrig for alvor berørt.
Medvirkende
Det Norske KammerorkesterKunstnerisk leder: Pekka Kuusisto
Accordeon: Bjarke Mogensen
Holdet bagIdé og koncept: Katrine Øigaard Sonstad & Mikkel Harder Munck-Hansen
Instruktion: Mikkel Harder Munck-Hansen
Visuelt design, lys og video: Lars Egegaard Sørensen
Kostumer: Maja Ravn
Spiller på Gamle Scene 27.-28. maj 2026.